Spring til indhold
Luk

Unges digitale dannelse på dagsordenen

Over 100 frontmedarbejdere i Odense Kommune deltog tirsdag d. 19. april 2017 i SSP Odenses temadag om risikoadfærd på digitale medier med opbakning fra rådkvinde Susanne Crawley Larsen. Deltagerne kom fra alle dele af børne- og ungesystemet - fra børnehave til ungdomsuddannelse.

Susanne Crawley Larsen startede dagen med at byde velkommen med en vigtig pointe, som satte rammen for resten af dagen:

- Børnene og de unge skal forstå, hvor meget det kan påvirke at blive udsat for digital kriminalitet. For det er nemt og hurtigt at dele ting på nettet, men det er også et permanent aftryk, man efterlader sig.

Det kan få store konsekvenser for ofrene, men også for den unge, der deler nøgenbillederne. Konsekvenserne kan, uagtet hensigten, blive meget store, sagde hun og fortsatte med at understrege, hvor vigtig dannelse er også på de sociale medier:

- I min optik er netop dannelse helt centralt, når vi taler om risikoadfærd på de digitale medier. Det handler blandt andet om, at børn og unge skal mærke, at de er en del af noget større. At de forstår at navigere og bidrage til den verden, de er en del af. Det gælder i den grad også den digitale verden.

Digital kriminalitet skal forstås

Derefter talte Christian Mogensen fra Center for digital pædagogik. Hans pointe var, at kriminalitet ikke nødvendigvis er mere forfærdeligt, blot fordi det er online, men at vi skal lære at begå os og forstå de unges digitale virkelighed frem for at skælde ud på de unge, når der sker noget uheldigt online.

I løbet af oplægget gav Christian Mogensen tilhørerne en række værktøjer til at kunne forstå de digitale platforme, som de unge bevæger sig på, men også med et klart budskab om, at den virtuelle virkelighed ikke er meget anderledes end den fysiske virkelighed.

Yellow er børne-Tinder

Et af de nyere sociale medier, som Christian Mogensen og hans kollegaer holder ekstra godt øje med disse dage er app’en Yellow.

- ”Yellow”, det er jo børnetinder, fortalte Christian Mogensen i en genfortælling af en dialog med nogle børn om app’en.

Yellow er et medie, hvor man ikke kan regne med, at folk giver sig ud for at være dem, de er i virkeligheden. Rigtig mange børn og unge har allerede, ifølge Christian Mogensen, haft dårlige oplevelser med Yellow.

- Drenge lader sig narre til at overføre penge til f.eks. en togbillet til en pige, der gerne vil mødes med dem. Piger mødes uforvarende med pædofile mænd, som giver sig ud for at være jævnaldrende drenge med interesse i dem, sagde han.

Oplægget fra Christian Mogensen gav også plads til en grundig indføring i de fire mest benyttede og største sociale medier blandt de unge i dag: Snapchat, Facebook, Instagram og Youtube.

Det er medier med et vidt forskelligt sigte, og de unge bruger dem ofte på en anden måde en voksne. Medierne har dog det til fælles, at de sagtens kan misbruges til kriminelle formål, og at risikoadfærd findes på disse platforme på samme måde som i den fysiske virkelighed.

Politiets tilgang

Mark Grossmann fra Fyns Politi var tredje og sidste oplægsholder på scenen. Marks pointer var i høj grad centreret om efterforskningen af de anmeldelser, som politiet får inden for området cyberkriminalitet.

I sit oplæg havde Mark Grosmann stort fokus på retssikkerhedsspørgsmålet i diskussionen om cyberkriminalitet.

- For ganske vidst er det vigtigt, at forurettede har rettigheder, men sigtede skal igennem samme system – afhøres, i retssalen og risikere at komme ud med en plet på straffeattesten. Derfor er det i disse sager vigtigt, at vi har de rigtige beviser.

Alle de andre gør det også eller?

Efter oplægenne samlede chef for SSP Odense Tommy Holst op på dagen og kom i sin afsluttende kommentar ind på noget af det, der i høj grad møder de voksne omkring børnene i snakken omkring risiko-adfærden på de sociale medier.

 

- Jeg hører ofte de unge, som har delt nøgenbilleder sige: ”Jamen, alle gør det jo” og på trods af en stigning i tallene er det kun 6% af eleverne i 7.- 9. klasse, der har delt intimbilleder af andre end dem selv, sagde Tommy Holst.

Ovenpå temadagen vil SSP Odense og Odense Kommune nu arbejde videre med det forebyggende arbejde omkring digital risikoadfærd. Det inkluderer blandt andet et projekt, der har til formål at afdække problemet og bidrage til at forebygge cyber-kriminalitet og krænkelser på sociale medier.

Dette arbejde går i gang efter sommerferien, men allerede nu er hele  SSP-organisationen i gang med det digitale dannelsesarbejde.