Spring til indhold
Luk

Mødre kalder på andre mødre - og forhindrer radikalisering  Teksten er oversat fra engelsk - se originalversionen her

Sarah, en 21-årig nyudklækket student, tænkte ikke over, når en af ​​hendes klassekammerater dobbelt-klikkede på en YouTube-video fra en muslimsk ekstremist. Den bløde stemme, der kom ud af højttaleren var Junes Kock, den skandinaviske talsmand for Hizb ut-Tahrir. Det er en global, islamistisk gruppe, der har en del følgende i Danmark blandt unge muslimer.

I månedsvis havde Sarah og hendes venner talt om, hvad det betød at være muslim i Danmark. Den generelle konsensus var, at det var hårdt. Junes Kock, der har i hundredvis af videoer online, er talsmand for den holdning.

"Muslimer i Danmark er altid under mistanke," begyndte han i en populær, dansksproget video, der blev uploadet sidste år.

"Ingen muslim kan leve i Danmark uden at blive beskyldt for at være terrorist," fortsatte han. "Og kampen bliver sværere; muslimer forsøger at bibeholde deres tro, men politikerne kæmper imod os. De hævder, det er en kamp mod terrorisme." Videoen har haft tusindvis af visninger…

For Sarah, som kun ville tale på betingelse af, at vi ændrede hendes navn (og slørede hendes stemme), føltes det som om, at Junes Kock forstod, hvad hun gennemgik. "I skolen var der tendens til, at folk lyttede til, hvad han sagde," siger hun. "I det øjeblik – i klasseværelset – tænkte jeg ikke over, hvad han sagde. Men bagefter tænkte jeg meget over det."

Sarah sagde, at videoerne ramte rigtigt, for det lod til, at Junes Kock havde ret; selvom Sarah er født i Danmark og taler perfekt dansk, så har hendes somaliske afstamning stor betydning – uanset, hvad hun gør, vil hun aldrig blive dansk nok.  

"De vil have os til at blande danskere og muslimer sammen," forklarer hun. "De siger, at vi ikke skal bære vores traditionelle tøj, og at vi bør lægge vores tørklæder væk, og at vi bør være mere som en dansker."

Sarahs historie viser, hvorfor unge muslimer i Danmark begynder at bevæge sig over mod radikale islamister. Folk som Junes Kock taler til den usikkerhed, som muslimer føler, når de forsøger at finde deres plads i ikke blot verden – men generelt i vestlige samfund. Og undersøgelser viser, at de lokale, islamistiske grupper fungerer som velkomne opholdssteder for unge muslimer: de unge sendes måske ikke direkte til Syrien, men med pleje af de unges mistrivsel er der ikke svært for ISIS at overbevise de unge om, at ISIS er en god løsning.  

Det er vigtigt at forstå baggrunden: Danmark er et af de lande i Europa med størst radikaliseringsproblemer. Officielle tal viser, at der er flere danskere, der rejser til Syrien for at deltage i krigshandlinger pr. indbygger end i noget andet europæisk land – med undtagelse af Belgien. Man mener, at omkring 5.000 vesterlændinge har rejst til Syrien og Irak for at slutte sig til jihadister – og hundredevis vender tilbage til Europa igen. Man ved, at mange af dem, lægger oplevelserne og holdningerne bag sig, når de kommer hjem. Men man ved også, at nogle tager erfaringerne med sig – og at de udfører terrorhandlinger tilbage i Europa. Det så man i f.eks. i Paris og Bruxelles.
  
Man kan aldrig med sikkerhed sige, hvem der vil udøve terror, når de vender hjem fra Syrien. Derfor arbejder Danmark med et forebyggende sigte – de har sat en række programmer i gang, der skal medføre, at unge muslimer ikke bliver radikaliseret. Sarah er vokset op i Odense, der er Danmarks tredjestørste by. Byen har testes den måske mest jordnære tilgang til at modvirke ekstrem radikalisering – en mors indflydelse.

En anden verden
Der er noget eventyrligt over Odense, hvor Sarah er født og vokset op. Byen ligger omkring to timer vest for København – og byen rummer alle de bygninger og brostensbelagte gader, du kan forvente i den by, der er fødested for en af Danmarks mest berømte forfattere, H.C. Andersen. Der er vokset en hel industri op omkring hans person og barndomshjem. Der er f.eks. et museum i han barndomshjem, hvor bøger med hans eventyr er stablet op i vinduerne. 

Men hvis du kører blot et par kilometer ud ad centrum mod vest, rammer du en helt anden verden. Du rammer et indvandresamfund fyldt med betonblokke – det er Vollsmose. Dette område er kendetegnet ved kriminalitet og arbejdsløshed. Det er det Odense, Sarah voksede op i.

Det er også i den del af Odense, hvor omkring 150 etniske, somaliske mødre har startet en organisation, der kaldes Sahan. Mødrene giver kampen mod voldelig ekstremisme et moderligt twist. -Da Sarahs mor overhørte, at Sarah afspillede Junes Kocks video på sin telefon, var det første hun gjorde, at kontakte kvinderne i Sahan.

For at forstå, hvordan Sahan virker, skal man huske, at mødre oftest er dem, der kender deres børn bedst – og at mødre derfor er gode til at se subtile signaler, der kan tyde på holdningsændringer mv. Det handler om mere, end at en mor ved, hvad et barn ikke kan tåle, eller ved, at barnet er uvenner med en. Det handler altså om de små diskret og næste usynlige tegn – og den første, der bemærker dem, er som regel en mor.

Den aften, jeg kom for at besøge Sahan, var tre dusin somaliske kvinder mødt op. De bar alle flotte, mønstrede og farvestrålende tørklæder og jilbab. Deres klubhus er en lille bygning af beton midt i Vollsmose. Der var bakker fyldt med somalisk mad: varm, stegt kylling, ris krydret med kardemomme og nelliker, yoghurt- og chilisaucer. Ayan Muumin (billedet nederst) uddelte tallerkener ved indgangen – hun er mor til otte, og hun var med til at stifte Sahan.

Ayan Muumin var med til at udvikle Sahan fra at være en gruppe af frivillige mødre til at være en hær af lokalsamfundsaktivister, der besvarer hotlines døgnet rund, der opsporer forsvundne børn, og der bekæmper bandeaktivitet og narko – de forsøger at gøre Vollsmose til at sikrere sted at leve. Alt deres arbejde er frivilligt, og det gøres uden den mindste beklagelse – fordi alle mødrene i Sahan har selv haft brug for gruppens hjælp på et eller andet tidspunkt. Nu er de med i Sahan for at betale hjælpen tilbage.

Se dit barn – men giv det plads
Hvis en mor ringer til hotlinjen og siger, at hun er bekymret for, om hendes søn eller datter er blevet radikaliseret eller overvejer at tage til Syrien, så stiller den frivillige fra Sahan en række spørgsmål for at kunne vurdere alvoren af bekymringen. Er barnet begyndt at gå anderledes klædt? Er de blevet mere fordømmende mht. religion? Har deres omgangskreds ændret sig? Bruger de mere tid alene på deres værelser?

Disse ændringer i adfærd vil en mor bemærke med det samme. "Jeg har ikke et manuskript til forældre," siger Muumin, der håndterer de fleste af radikaliseringsbekymringerne. "Jeg kan ikke fortælle dem, hvad de skal sige. Men når de kommer til Sahan og beder om hjælp, så oplever vi tit, at det, der virker bedst, er at observere barnet – men samtidig give det plads.

Nogle gange er det svært at arbejde i et kvarter, der i Danmark betragtes som et arnested for terrorisme. For ti år siden anholdte politiet fire mænd fra Vollsmose som følge af, at man fandt materialer til at lave bomber i deres lejligheder. De blev dømt for at planlægge bombning af det danske folketing som gengældelse for muhammedtegningerne.

Bydelen er aldrig helt kommet over det – det betød, at mødrene i Sahan efter terrorangrebene i Vollsmose undersøgte hele bydelen for at sikre, at alle børn fortsat var i Danmark. De ville sikre, at ingen unge fra Vollsmose anså angrebene for at være påbud fra ekstremister, som de følte sig nødsagede til at følge.

"Alle var bare en smule bekymrede over, hvor deres børn var," fortalte Muumin mig. "De ønskede at dobbelttjekke, de var på skolen. De sikrede sig, at børnene kom hjem til tiden. Det er, hvad der sker her omkring. Når angreb sker, er alle ekstra på vagt."

En mors intuition spillede en stor rolle i en nylig episode om to forsvundne børn i Vollsmose. To mødre ringede til Muumin på hotlinjen, og de fortalte, at deres drenge på hhv. 13 og 15 år var forsvundet med deres pas. I de fleste hårde kvarterer bekymrer mødre sig om bander og narkotika – i Vollsmose legemliggør ISIS og Syrien enhver mors værste frygt.

Muumin følger en handleplan, når børn forsvinder med deres pas. Hun ringer til en kontakt i SSP Odense, som derefter samarbejder med politiet for at finde børnene. De teenagere, der for nyligt forsvandt, blev fundet blot få timer efter Sahan kontaktede SSP Odense.

Efter børnene blev fundet, blev de sendt hjem til deres mødre. Og det er væsensforskellig fra proceduren i USA – her ville børnene være blevet afhørt af politiet.

"Når børnene gør noget, som de måske ikke bør gøre, er det meget vigtigt ikke at skræmme dem," siger Muumin. "Det er meget vigtigt ikke at starte med at råbe af dem. Vi har erfaringer med, at det virker bedst, hvis barnet er afslappet og tænker, 'OK, mine forældre er ikke så gale, som jeg troede, de ville være’. De er typisk så letterede, at de slet ikke kan lade være med at afsløre, hvad de har gjort.”

 
"Det er ikke fordi, at jeg ønskede at være en terrorist”
”Det er ligegyldigt, om det handler om bander eller narkotika eller ISIS,” siger Muumin. ”Børnene fortæller os i sidste ende altid, hvad der er sket – og det er måske det, der gør Sahan så speciel. Det er effektfuldt, at udnytte moderskabsinstinkterne og rette dem mod dem, der begynder at skele til radikalisering – og det er det, der skete i tilfældet med Sarah (den unge kvinde, vi mødte i begyndelsen af vores historie).

Sarah kæmper stadig for at forstå hendes tiltrækning til Junes Kock, den karismatiske talsmand for Hizb ut-Tahrir. Men hun kæmper ikke alene – nu taler hun og hendes mor om det.

"Jeg kan ikke helt forklare det," siger Sarah. "Han lyder så troværdig. Han er en konvertit, men jeg føler, at han forstår islam bedre, end jeg gør. Og han forstår, hvordan det er være muslim i Danmark, fordi han har valgt at være muslim. Det er ikke, fordi jeg ønskede at være en terrorist – det er ikke det. Jeg syntes bare, det var interessant, hvad han havde at sige."

Mødrene i Sahan foreslog Sarahs mor, at hele familien tog til et lokalt foredrag om radikalisering og ekstremisme. Foredraget blev ikke præsenteret som noget, der var nødvendigt specifikt for Sarah – det blev fremlagt som en aktivitet for hele familien. Sarah blev aldrig afhørt om hendes flirt med Junes Kocks ideer. Hendes mor ventede i stedet til, at Sarah selv var klar til at tale om det – og det var hun til sidst.

Sahan fandt også et program, der underviste unge i, hvordan man forklarer islam til ikke-muslimer. Det program hjalp Sarah – hun begyndte langsomt at indse, at diskussioner omkring tro ikke mindsker troen, snarere tværtimod. Sarah siger, at hun nu er flov over at snakke om Junes Kock og hans videoer.

"Det er lidt svært at forklare, da jeg ikke var direkte tiltrukket af Junes Kock på den der ekstreme måde – slet ikke. Det var bare i det øjeblik, det gav mening," sagde hun.

Unge mennesker over hele Danmark har lignende øjeblikke, og de handler på dem. Snesevis har i de seneste år forladt København for at tage til Syrien. Og andre snesevis har forladt Danmark næststørste by, Århus, for at tage til Syrien – Århus ligger kun en halv times kørsel fra Odense og Vollsmose.

Det er måske ikke et tilfælde, at der fra Odense ikke er en eneste rapport om en ung muslim, der er taget til Syrien. Og det er selvom, Odense er Danmarks tredjestørste by, og selvom Odense har et højt antal af flygtning/indvandrere. Måske har mødrene i Sahan standset de unge muslimer, før de kunne tage af sted…