Spring til indhold
Luk

Nej til bander - Odense står sammen mod banderne

Odense skal være en tryg by for alle.
Kriminel adfærd, der skaber frygt og utryghed, kræver derfor et modsvar.
Det stærke forebyggende modsvar fra civilsamfundet er et tydeligt fællesskab på tværs af befolkningsgrupper, myndigheder, erhvervsliv og organisationer med budskabet om, at Odense står sammen mod banderne.
Derfor er det vigtigt, at kriminelle forhold bliver anmeldt til politiet. Signalet skal være:

Vold, trusler, afpresning og anden kriminalitet tolereres ikke!

Hvis du eller andre har været udsat for vold, trusler, afpresning eller andet og er i tvivl om, hvorvidt du skal kontakte politiet, eller hvordan du skal forholde dig, så er du velkommen til at kontakte din lokale brancheorganisation eller SSP Odense, der kan yde vejledning og støtte. SSP Odense er en netværksorganisation, der arbejder med kriminalitetsforebyggelse i Odense Kommune.

Har du som medarbejder eller indehaver været udsat for:
• Afpresning
• Vold
• Trusler
fra bandemedlemmer eller banderelaterede personer, så kan du anmelde det til politiet. Det gælder også, hvis du er blevet truet som vidne. En anmeldelse gør det muligt for politiet at efterforske det, du har været udsat for. Det gælder også, hvis det er sket for et stykke tid siden. Er du i tvivl om, hvad du skal gøre, så kontakt os, så vi kan vejlede dig.